Bekendtgørelse om lov om vandforsyning m.v.

LBK nr 130 af 26/02/1999 (Gældende) 

 

 

 LOV Nr. 355 af 02/06/1999 § 10
  LOV Nr. 374 af 02/06/1999 
  LOV Nr. 1273 af 20/12/2000 
 

 

 

 

 

        Kapitel 1 - Lovens formål m.v. 

        Kapitel 2 - Almindelige bestemmelser 

        Kapitel 3 - Kortlægning og planlægning 

        Kapitel 4 - Vandindvinding og vandindvindingsanlæg 

        Kapitel 5 - Anden indvinding og bortledning af   vand 

        Kapitel 6 - Ændring i og bortfald af retten til   vandindvinding 

        Kapitel 7 - Ekspropriation og aftaler om fast   ejendom 

        Kapitel 8 - Forsyningspligt m.v. 

        Kapitel 9 - Forholdet mellem et alment vandforsyningsanlæg   og forbrugerne 

        Kapitel 10 - Tilsyn m.v. 

        Kapitel 11 - Forskellige bestemmelser 

        Kapitel 12 - Afgørelser i vandforsyningssager 

        Kapitel 13 - Klage 

        Kapitel 14 - Straffebestemmelser og ikrafttræden 
 

Bekendtgørelse om lov om vandforsyning   m.v. 

 

(Vandforsyningsloven) 

Hermed bekendtgøres lov nr. 299 af 8. juni 1978 om   vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985 med   de ændringer, der følger af lov nr. 355 af 13. maj 1987   §2, lov nr. 192 af 29. marts 1989 §20, lov nr. 358 af 6. juni   1991 §114, lov nr. 388 af 20. maj 1992 §2, lov nr. 402 af 14.   juni 1995 §2, lov nr. 430 af 10. juni 1997, lov nr. 479 af 1. juli 1998   §1 og lov nr. 1025 af 23. december 1998 § 1.  

Kapitel 1 

Lovens formål m.v.   

§1. Loven har til formål at sikre 

1)                   at udnyttelsen og den dertil knyttede beskyttelse af vandforekomster   sker efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering af de   hensyn, der er nævnt i § 2, 

2)                   en samordning af den eksisterende vandforsyning med henblik på   en hensigtsmæssig anvendelse af vandforekomsterne, 

3)                   en planmæssig udbygning og drift af en tilstrækkelig og   kvalitetsmæssigt tilfredsstillende vandforsyning. 

§2. Ved administrationen af loven skal der   lægges vægt på vandforekomsternes omfang, på   befolkningens og erhvervslivets behov for en tilstrækkelig og   kvalitetsmæssigt tilfredsstillende vandforsyning, på   miljøbeskyttelse og naturbeskyttelse, herunder bevarelse af   omgivelsernes kvalitet, og på anvendelse af   råstofforekomster. 

§3. Ved grundvand forstås i denne lov vand,   som gennem brønde, boringer eller kildevæld indvindes eller kan   indvindes fra undergrunden. 

Stk.2. Ved overfladevand forstås vand i vandløb,   herunder søer, damme, kanaler, rørlagte vandløb og   drænledninger. 

Stk.3. Ved almene vandforsyningsanlæg forstås   anlæg, som forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10   ejendomme. 

Kapitel 2 

Almindelige bestemmelser   

§4. Såfremt en sag, der efter loven   henhører under et amtsråd, berører   vandforsyningsforholdene i en anden amtskommune, skal der forhandles mellem   amtsrådene. Opnås der herefter ikke enighed mellem de to   amtsråd, afgøres sagen af miljø- og   energiministeren. 

Stk.2. Såfremt en sag, der efter loven henhører   under en kommunalbestyrelse, berører vandforsyningsforholdene i en   anden kommune, skal der forhandles mellem kommunalbestyrelserne. Opnås   der herefter ikke enighed mellem de to kommunalbestyrelser, afgøres   sagen af miljø- og energiministeren. 

§5. I Københavns og Frederiksberg Kommuner   varetager kommunalbestyrelserne de opgaver og beføjelser, som ved   loven er henlagt til amtsrådene. 

§6. Miljø- og energiministeren kan efter   forhandlinger med de kommunale organisationer fastsætte regler om, i   hvilket omfang de beføjelser, der efter kapitel 4, 6 og 8 er henlagt   til amtsrådet, kan udøves af kommunalbestyrelsen, når der   foreligger vandforsyningsplaner vedtaget efter §14 a. 

§7. Miljø- og energiministeren kan i   konkrete sager af vidtrækkende betydning bestemme, at en   afgørelse skal træffes af ham eller af Miljøstyrelsen i   stedet for af amtsrådet eller kommunalbestyrelsen. 

§8. Miljø- og energiministeren kan   fastsætte regler om kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes   behandling af sager efter loven, herunder om de oplysninger, som   ansøgninger skal indeholde, og om de vilkår, som tilladelser   skal indeholde. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at   myndigheder, grundejere og brugere skal inddrages i sagernes behandling. 

§9. Sager, der efter loven henhører under   en landvæsensret, behandles af landvæsenskommissioner og   overlandvæsenskommissioner efter lov om landvæsensretter. 

Stk.2. Sager efter stk.1 om hovedstadsområdets   vandforsyning behandles dog i 1. instans af en særlig   landvæsenskommission bestående af en formand og to   landvæsenskommissærer. De to landvæsenskommissærer   udmeldes for hver sag af formanden, således at den ene udmeldes blandt   et antal landvæsenskommissærer, der udnævnes af   miljø- og energiministeren efter indstilling fra Københavns,   Frederiksborg og Roskilde Amtsråd samt Københavns og   Frederiksberg kommunalbestyrelser i fællesskab, medens den anden   udmeldes blandt kommissærer fra det område, som sagen navnlig   vedrører. Det amtsråd eller den kommunalbestyrelse, som sagen   navnlig vedrører, varetager for den særlige kommission de   opgaver, som efter lov om landvæsensretter er henlagt til   amtsrådet. I øvrigt finder lov om landvæsensretter   tilsvarende anvendelse. 

Kapitel 3 

Kortlægning og planlægning   

§10. Amtsrådet foretager med bistand fra   kommunalbestyrelserne en kortlægning af vandressourcernes beliggenhed,   størrelse, kvalitet og naturlige beskyttelse mod forurening samt de   forureningstrusler, der kan påvirke vandressourcernes kvalitet, og   gennemfører på grundlag heraf undersøgelser og   beregninger af de vandmængder, der vil være til rådighed   for vandindvinding. 

Stk.2. Som led i kortlægningen identificerer   amtsrådet de vandressourcer, som er særligt følsomme over   for forurening, f.eks. fordi den naturlige beskyttelse over for en eller   flere typer af forurening er særlig dårlig. 

§11. På grundlag af kortlægningen og   under hensyn til den igangværende og forventede erhvervs- og   befolkningsudvikling gennemfører amtsrådet en planlægning   af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af regionens vandressourcer.   Denne vandressourceplanlægning omfatter 

1)                   en udpegning af områder med særlige   drikkevandsinteresser, 

2)                   en udpegning af områder med drikkevandsinteresser, 

3)                   en udpegning af områder med begrænsede   drikkevandsinteresser og 

4)                   en afgrænsning af de dele af områder med særlige   drikkevandsinteresser og af indvindingsoplande til almene vandforsyninger   uden for disse, som er særligt følsomme over for en eller flere   typer af forurening (følsomme indvindingsområder) med angivelse   af, hvilken eller hvilke typer forurening de anses for følsomme over   for, 

5)                   en afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder,   at en særlig indsats til beskyttelse af vandressourcerne er   nødvendig til sikring af drikkevandsinteresserne   (indsatsområder) og en prioritering af disse indsatsområder,   samt 

6)                   en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af de i   §13 nævnte indsatsplaner. 

Stk.2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med   amtets indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante   aktiviteter, som amtet udfører. 

Stk.3. Områder med særlige drikkevandsinteresser,   områder med drikkevandsinteresser, områder med begrænsede   drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder,   indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne udpeges i   regionplanen. 

§12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og   realiseringen af vandressourceplanlægningen efter §11,   stk.1, opretter amtsrådet et koordinationsforum bestående   af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i amtet,   vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,   industri og eventuelle andre relevante parter i amtet. 

§13. For hvert af de indsatsområder der er   fastlagt i regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan.   Amtsrådet skal følge den prioritering, som er fastlagt i   regionplanen. 

Stk.2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en   nærmere kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og   naturlig beskyttelse af de pågældende vandressourcer. 

Stk.3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret   opgørelse over behovet for beskyttelse samt retningslinjer og tidsplan   for myndighedernes indsats til opnåelse af denne beskyttelse. 

§13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et   alment vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et   område, hvis kommunalbestyrelsen eller ejeren af   vandforsyningsanlægget finder, at retningslinjerne eller prioriteringen   i vandressourceplanlægningen og regionplanen er utilstrækkelige   til at sikre kommunens eller vandforsyningsanlæggets interesser, jf.   dog §13 b, stk.2. Bestemmelserne i §13, stk.2 og 3,   finder tilsvarende anvendelse. 

Stk.2. En indsatsplan efter stk.1 må ikke stride   mod regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen,   vandforsyningsplanen eller indsatsplaner vedtaget efter §13. 

§13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter   §13 eller §13 a, skal inddrage alle de berørte parter i   forbindelse med udarbejdelsen. 

Stk.2. En indsatsplan efter §13 a kan ikke vedtages   endeligt før 12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det   færdige udkast til planen. Amtsrådet påser, at   bestemmelserne i stk.1, §13 a, stk.2, og yderligere   retningslinjer udstedt af Miljø- og energiministeren efter §15   eller §16, stk.1, er overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen   af vandressourcerne i øvrigt er tilgodeset. Hvis amtsrådet inden   udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør indsigelse mod   udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er   opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og   en kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan,   afgøres spørgsmålet af ministeren. Kan enighed ikke   opnås mellem et amtsråd og en ejer af et alment   vandforsyningsanlæg, bortfalder indsatsplanen. 

Stk.3. Når en indsatsplan efter §13 eller   §13 a er vedtaget, skal de berørte grundejere og andre   berørte parter have skriftlig, individuel underretning herom og om   indholdet af planen. 

§13 c. Amtsrådet gennemfører   indsatsplaner vedtaget efter §13, i det omfang de relevante   beslutninger ligger inden for dets beføjelser. Kommunalbestyrelsen   lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser   de retningslinjer til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter   §13. 

Stk.2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner,   som den har vedtaget efter §13 a. 

§13 d. Amtsrådet kan for at   gennemføre en indsatsplan vedtaget efter §13 eller §13 a   indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over   en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i arealanvendelsen   eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet. 

Stk.2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune,   hvor et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale   som nævnt i stk.1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal   betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller   indehaveren af andre rettigheder over ejendommen. 

Stk.3. Efter høring af ejeren af et alment   vandforsyningsanlæg og efter aftale med kommunalbestyrelsen i den   kommune, hvor vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en   aftale som nævnt i stk.1 endvidere bestemmes, at   vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal betale det beløb,   der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre   rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget   har fordel af aftalen. 

Stk.4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment   vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan   vedtaget efter §13 eller §13 a indgå aftale med ejeren af   eller indehaveren af andre rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis   eller andre restriktioner i arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under   samme betingelser indgå aftale om salg af hele eller dele af ejendommen   til kommunen. Efter høring af ejeren af et alment   vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af   kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller   delvis skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer   ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under   forudsætning af, at anlægget har fordel af aftalen. 

Stk.5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment   vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter   stk.4, meddele indholdet af den påtænkte aftale til   amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen ikke strider mod   vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget efter §13   eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer.   Fremsætter amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod   aftalen, kan denne ikke indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem   amtsrådet og kommunalbestyrelsen, afgøres   spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke   opnås enighed mellem amtsrådet og ejeren af et alment   vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke indgås. 

Stk.6. Aftaler efter stk.1 og 4 kan tinglyses med   prioritet forud for alle rettigheder i ejendommen. §64 i lov om   offentlige veje finder anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte   beløb. 

§14. Kommunalbestyrelsen udarbejder planer for,   hvorledes vandforsyningen skal tilrettelægges, herunder hvilke   anlæg forsyningen skal bygge på og hvilke forsyningsområder   de enkelte anlæg skal have. En vandforsyningsplan kan helt eller delvis   udarbejdes i samarbejde med andre kommuner. 

Stk.2. Kommunalbestyrelsen kan udarbejde delplaner samt   ændringer og tillæg til planerne. 

Stk.3. Amtsrådet kan pålægge   kommunalbestyrelsen at udarbejde delplaner samt ændringer og   tillæg til planer. 

Stk.4. Amtsrådet kan fastsætte en frist for   kommunalbestyrelsens udarbejdelse af planer efter stk.1 samt for   kommunalbestyrelsens udarbejdelse af delplaner og ændringer og   tillæg til planer efter stk.3. 

§14 a. En vandforsyningsplan efter §14   må ikke stride imod regionplanlægningen og forudsætninger   fastsat efter §16, stk.2, eller mod en indsatsplan vedtaget efter   §13. 

Stk.2. Amtsrådet påser, at den kommunale   vandforsyningsplan efter §14 er i overensstemmelse med   regionplanlægningen og forudsætninger nævnt i stk.1,   sammenholder planens indhold med vandressourceplanlægningen efter   §11 og indsatsplaner vedtaget efter §13 og vurderer, om planen i   øvrigt tilgodeser hensynet til beskyttelsen af vandområder og   grundvandet. 

Stk.3. Fremsætter amtsrådet indsigelse efter   stk.2 inden for en nærmere af miljø- og energiministeren   fastsat frist, kan kommunalbestyrelsen ikke vedtage planen endeligt,   før der er opnået enighed mellem kommunalbestyrelsen og   amtsrådet om de nødvendige ændringer af planen. Kan   enighed ikke opnås, afgøres spørgsmålet af   ministeren. 

Stk.4. Almene vandforsyningsanlæg må ikke   anlægge vandledninger i strid med vandforsyningsplaner vedtaget efter   stk.2 og 3. 

§15. Miljø- og energiministeren kan   udarbejde landsplaner for vandindvinding, beskyttelse af vandressourcerne og   vandforsyning, som skal lægges til grund ved behandling af sager efter   denne lov. 

Stk.2. Ministeren kan bestemme, at kortlægning og   planlægning skal foretages af flere amtsråd i   fællesskab. 

§16. Miljø- og energiministeren kan   fastsætte nærmere regler om kortlægningen efter §10   og dennes gennemførelse, om indholdet af planlægningen efter   §§11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af indsatsplaner efter   §§13 og 13 a. 

Stk.2. Ministeren kan bestemme og fastsætte regler om,   at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for   planlægningen efter §§11 og 14. Sådanne   forudsætninger skal lægges til grund ved administrationen af   denne lov. 

Stk.3. Ministeren kan fastsætte regler om tidsfrister   og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning efter   §§11, stk.1, og 14, herunder om inddragelse af det i §12   nævnte koordinationsforum, samt om revision af planlægningen.   Ministeren kan fastsætte nærmere regler om tidsfrister og   procedurer i forbindelse med tilvejebringelse og iværksættelse af   indsatsplaner efter §§13 og 13 a.  

Stk.4. Opstår der uenighed om fordelingen af udgifter   ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens planlægningsvirksomhed,   afgøres spørgsmålet af ministeren. 

§17. Amtsrådet skal mindst én gang i   hver valgperiode offentliggøre en redegørelse for   vandressourceplanlægningen efter §11. Amtsrådet skal i   denne forbindelse tilkendegive, hvilke mål amtsrådet vil   søge at opnå gennem planlægningen, samt hvorledes   målene agtes opfyldt. 

Stk.2. Efter udløbet af en frist for indsigelser   på 8 uger fra offentliggørelsen kan amtsrådet vedtage de   målsætninger m.v., der er tilkendegivet efter stk.1, 2.   pkt. 

Stk.3. Ændringer i de vedtagne målsætninger   m.v. efter stk.1, 2. pkt., skal offentliggøres og vedtages efter   reglerne i stk.1 og 2. 

Stk.4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte   regler for offentliggørelsen. 

Kapitel 4 

Vandindvinding og vandindvindingsanlæg   

§18. Grundvand og overfladevand må ikke   indvindes uden tilladelse. 

Stk.2. Enhver grundejer, hvis ejendom er beliggende uden for   et alment vandforsyningsanlægs naturlige forsyningsområde, er,   medmindre der må antages at være nærliggende fare for, at   vandet ikke vil opfylde de fastsatte krav til kvaliteten af drikkevand eller   i øvrigt vil blive sundhedsfarligt, berettiget til at indvinde   grundvand på egen grund til brug i husholdning, jf. dog §29. 

Stk.3. Endvidere kan bredejere uden tilladelse indvinde   overfladevand til kreaturvanding. 

§19. Kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse   til indvinding af grundvand til: 

1)                   Anlæg med en årlig indvinding på højst 3000   m³ , herunder dog ikke anlæg til vanding af   landbrugsafgrøder. Tilladelse til anlæg, der højst   forsyner 4 husstande med vand til brug i husholdning og almindeligt landbrug,   kan kun nægtes, hvis det er praktisk muligt at skaffe ejendommen eller   ejendommene en anden hensigtsmæssig vandforsyning på   økonomisk rimelige vilkår, eller hvis der må antages at   være nærliggende fare for, at kvaliteten af vandet i den   ønskede vandforsyning ikke vil opfylde de fastsatte krav til   kvaliteten af drikkevand eller i øvrigt vil blive sundhedsfarlig. 

2)                   Vandforsyningsanlæg for mindre bebyggelser på landet,   for så vidt anlægget kan forsyne hele bebyggelsen, og   indvindingen højst udgør 6000 m³    årligt. 

§20. Amtsrådet meddeler tilladelse til   vandindvinding, der ikke omfattes af §19. 

§21. Vandindvindingsanlæg må ikke   etableres eller på væsentlig måde udbedres eller   ændres, før kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf.   §§19 og 20, har meddelt tilladelse hertil. 

Stk.2. En brønd eller boring kan dog uden tilladelse   etableres inden for en afstand af 5 m fra det hidtidige indvindingssted samt   udbedres eller ændres, når dette er nødvendigt for at   opretholde en eksisterende vandforsyning. Anmeldelse herom skal indgives til   kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. §§19 og 20, inden   arbejdet påbegyndes. 

Stk.3. Uanset bestemmelserne i stk.2 kan   kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. §§19 og 20, bestemme, at   etablering, udbedring eller ændring af en brønd eller boring kun   må ske, når der er meddelt tilladelse hertil efter   stk.1. 

§22. Tilladelser til vandindvinding meddeles for   et bestemt tidsrum, som højst kan være 30 år. Tilladelser   til indvinding af vand til vanding af landbrugsafgrøder og til dambrug   kan dog med hensyn til grundvand højst gives for et tidsrum af 15   år og med hensyn til overfladevand højst for et tidsrum af 10   år. 

Stk.2. Når en vandindvindingstilladelse bortfalder som   følge af en tidsbegrænsning, skal en ny tilladelse meddeles i   det omfang, der fortsat er behov for vandindvinding, medmindre   samfundsmæssige hensyn, jf. §§1 og 2, er til hinder herfor. 

Stk.3. En tilladelse skal angive indvindingens mængde   og formål og fastlægge omfanget af de undersøgelser og   målinger, anlæggets ejer skal foretage for at skaffe grundlag for   bedømmelsen af eventuelle skader på omgivelserne som   følge af ændringer af grundvandsstanden, vandføringen i   vandløb eller vandstanden i søer m.v. 

Stk.4. En tilladelse efter §19, nr. 2, og §20 til   indvinding af grundvand skal angive en tilladelig vandspejlssænkning   eller eventuelt en tilladelig vandmængde pr. time. For indvinding af   overfladevand fastsættes en tilladelig vandmængde pr. time, og   tilladelsen kan indeholde oplysning om den minimumsvandføring eller   minimumsvandstand, som amtsrådet kan kræve opretholdt. Ved   tilladelser til indvinding af overfladevand til dambrug skal der altid   opretholdes en vandføring på mindst halvdelen af   medianminimumsvandføringen i vandløbet. 

§23. Ejeren af et vandindvindingsanlæg, der   omfattes af §20, er erstatningspligtig for skade, som voldes i   bestående forhold ved forandring af grundvandsstanden under   prøveboringer og prøvepumpninger og under anlæggets   udførelse og drift. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde,   for så vidt skaden kan tilregnes den skadelidte selv eller er en   følge af særlige forhold på skadelidtes ejendom, som han   findes at burde bære risikoen for. 

Stk.2. Ejeren af et vandindvindingsanlæg, der omfattes   af §20, er endvidere erstatningspligtig for skade, som voldes i   bestående forhold ved forandring af vandføringen i   vandløb eller vandstanden i søer m.v. under anlæggets   udførelse og drift, medmindre andet følger af andre retsregler.   Bestemmelsen i stk.1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. 

Stk.3. I mangel af enighed afgøres   erstatningsspørgsmål af landvæsensretten. Lov om   offentlige veje §§63-64 finder tilsvarende anvendelse. Amtsrådet   bestemmer, om vandindvindingsanlægget skal anses som rekvirent med   hensyn til en erstatningssag, som indbringes for   landvæsenskommissionen. 

§24. Overlandvæsenskommissionen kan optage   et endeligt afgjort erstatningsspørgsmål til fornyet   bedømmelse, når der af ansøgeren er tilvejebragt en meget   stor sandsynlighed for, at den tidligere sag uden ansøgerens fejl har   foreligget urigtigt oplyst, og for, at der nu foreligger oplysninger, som vil   medføre et væsentligt forskelligt resultat. 

Kapitel 5 

Anden indvinding og bortledning af vand   

§25. Indvinding af vand til drikkevandsforsyning   gennem afsaltning af havvand og levering af drikkevand fra udlandet må   ikke ske uden tilladelse fra miljø- og energiministeren. 

Stk.2. Ministeren kan fastsætte regler om indvinding af   havvand til andre formål. 

Stk.3. Levering af grundvand og overfladevand til udlandet   må ikke ske uden tilladelse fra ministeren. 

§26. Ved bygge- og anlægsarbejder, gravning   af ler, grus, brunkul, kridt m.v. må bortledning af grundvand eller   anden sænkning af grundvandsstanden ikke ske uden tilladelse.   Tilladelsen meddeles af kommunalbestyrelsen, såfremt bortledningen m.v.   må antages højst at udgøre 6.000 m³    årligt, og ellers af amtsrådet, jf. dog §27. 

Stk.2. Tilladelse til bortledning er dog ikke   nødvendig, når bortledningen må antages at blive af   højst 2 års varighed, når bortledningen hvert af disse   år må antages højst at omfatte 100.000 m³    grundvand, og når der endvidere ikke inden for 300 m fra   bortledningsanlægget findes anlæg til indvinding af grundvand,   der efter deres art er omfattet af §20. Bortledning kan endvidere   foretages uden tilladelse, når der opstår mulighed for skade   på bestående vej- og jernbaneanlæg. 

Stk.3. En tilladelse kan tilbagekaldes eller ændres   uden erstatning, hvis de forudsætninger, som lå til grund for   afgørelsen, viser sig urigtige eller ændres   væsentligt. 

Stk.4. Sænkning af grundvandsstanden, der foretages i   dyrkningsøjemed efter vandløbslovens regler, omfattes ikke af   stk.1-3. 

Stk.5. Bestemmelserne i stk.1-3 medfører ingen   ændringer i de beføjelser, der i byggelovgivningen er tillagt   bygningsmyndighederne. 

§27. Bortledning af grundvand eller anden   sænkning af grundvandsstanden, der foretages i forbindelse med   statslige bygge- og anlægsarbejder, må kun ske efter   forudgående forhandling med amtsrådet, jf. dog §26,   stk.2. Opstår der mellem den statslige anlægsmyndighed og   amtsrådet uenighed om, hvilke foranstaltninger der skal foretages af   hensyn til vandforsyningsforholdene, afgøres spørgsmålet   af miljø- og energiministeren. 

§28. Den, for hvis regning eller i hvis interesse   bortledning m.v. foretages, er erstatningspligtig for skade, som voldes i   bestående forhold ved forandring af grundvandsstanden,   vandføringen i vandløb eller vandstanden i søer m.v.   Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, for så vidt skaden   kan tilregnes den skadelidte selv eller er en følge af særlige   forhold på skadelidtes ejendom, som han findes at burde bære   risikoen for. 

Stk.2. I mangel af enighed afgøres   erstatningsspørgsmålet af landvæsensretten. Lov om   offentlige veje §§63-64 finder tilsvarende anvendelse. 

Stk.3. For anlæg, der omfattes af §26,   stk.4, afgøres erstatningsspørgsmålet efter   vandløbslovens regler. 

Kapitel 6 

Ændring i og bortfald af retten til   vandindvinding   

§29. Kommunalbestyrelsen kan for områder,   hvor vandforsyningen ud fra en samlet vurdering ikke findes   tilfredsstillende, udarbejde planer for og overslag over udgifterne ved   udførelse af et alment vandforsyningsanlæg. 

Stk.2. Amtsrådet afgør herefter, om   vandforsyningsanlægget skal gennemføres, i hvilket omfang   bestående og fremtidig vandforsyning inden for området skal ske   fra anlægget, på hvilke vilkår tilslutning til   anlægget skal ske, og om anlægget skal gennemføres som   kommunalt anlæg eller som andelsselskab eller interessentskab. 

Stk.3. Kommunalbestyrelsen kan udarbejde planer for og   overslag over udgifterne ved en eller flere ejendommes tilslutning til et   bestående alment vandforsyningsanlæg, hvis tilslutning findes   ønskelig ud fra en samlet vurdering af forholdene i et område   eller ud fra den enkelte ejendoms forhold. Bestemmelserne i stk.1 og 2   finder tilsvarende anvendelse. Er taksterne for bidrag til   vandforsyningsanlægget fastsat eller godkendt af kommunalbestyrelsen i   medfør af §53, stk.1, skal betaling til   vandforsyningsanlægget ske på grundlag af disse takster,   medmindre amtsrådet finder, at der foreligger særlige forhold,   som gør, at taksterne ikke med rimelighed kan anvendes. 

Stk.4. Amtsrådet kan på eget initiativ rejse   spørgsmål om gennemførelsen af fælles vandforsyning   som nævnt i stk.2 og 3 og kan i den forbindelse   pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde planer og overslag. 

§30. Grundejere, der efter §29 må   ophøre med benyttelsen af egen vandforsyningsboring, har krav på   erstatning for udgifterne ved tilslutningen til det fælles anlæg.   Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde under hensyn til   anlæggets alder, eller hvis ejendommens hidtidige vandforsynings- og   spildevandsforhold ikke var lovlige eller kvalitetsmæssigt   tilfredsstillende. Erstatningen kan afkortes med den forøgelse i   værdi, som tilslutningen til det fælles anlæg måtte   tilføre ejendommen. 

Stk.2. I mangel af enighed afgør   landvæsensretten, i hvilket omfang der skal betales erstatning, og i   hvilket omfang erstatningen skal betales henholdsvis af kommunen og af de   interesserede grundejere. Lov om offentlige veje §§63 og 64 finder   tilsvarende anvendelse. 

§31. Såfremt en almen vandforsyning som   nævnt i §29 gennemføres, fordi det må forventes, at   driften af et vandindvindingsanlæg eller en virksomhed helt eller   delvis vil gribe ind i grundvandsforholdene for en bebyggelse, skal ejeren af   vandindvindingsanlægget og virksomheden betale erstatning i form af   tilskud til oprettelsen af den almene vandforsyning. 

Stk.2. I mangel af enighed afgør   landvæsensretten, i hvilket omfang der skal betales tilskud. Lov om   offentlige veje §§63 og 64 finder tilsvarende anvendelse. 

§32. Amtsrådet kan helt eller delvis   tilbagekalde indvindingstilladelsen til et privat alment   vandforsyningsanlæg, når vægtige grunde taler for, at   anlægget videreføres af kommunen, eller at forsyningen helt   eller delvis overtages af et andet alment anlæg. Amtsrådet   træffer bestemmelse om den fremtidige vandforsyning af de   pågældende forbrugere, herunder om vilkårene for   forsyningen. Bestemmelsen i §29, stk.3, 3. pkt., finder   tilsvarende anvendelse. Ejeren af vandforsyningsanlægget kan forlange,   at det gøres til et vilkår for tilbagekaldelsen, at kommunen   eller ejeren af det andet anlæg overtager anlægget med grund og   ledningsnet efter §37 i det omfang, ejeren ikke fremtidig kan udnytte   de pågældende værdier på hensigtsmæssig   måde. 

Stk.2. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde   indvindingstilladelsen til et vandforsyningsanlæg, når   tilbagekaldelsen skønnes nødvendig for at imødekomme en   ny ansøgning om indvindingstilladelse fra et offentligt alment   vandforsyningsanlæg, der skønnes at have væsentlig   større betydning for en hensigtsmæssig vandforsyning end det   anlæg, hvis tilladelse der gøres indgreb i. Tilbagekaldelsen kan   betinges af, at der skaffes anlæggets ejer tilladelse til   vandindvinding andetsteds, eller at kommunen leverer vand. Vedrører   den nye ansøgning indvinding af overfladevand, kan amtsrådet   på samme måde gøre indgreb i andre rettigheder til   benyttelse af overfladevand, for så vidt rettighederne ikke hviler   på særlig adkomst. 

Stk.3. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde   indvindingstilladelser, når væsentlige samfundsmæssige   hensyn, jf. §2, gør det nødvendigt, at   indvindingstilladelser i et område ikke udnyttes eller kun udnyttes i   begrænset omfang. 

Stk.4. Spørgsmålet om, i hvilket omfang der skal   betales erstatning i anledning af ændringen eller tilbagekaldelsen,   afgøres af landvæsensretten. Lov om offentlige veje   §§63-64 finder tilsvarende anvendelse. 

§33. Sker der væsentlig ændring i   formålet med en vandindvinding, skal indehaveren af tilladelsen   indbringe spørgsmålet om fortsat vandindvinding for den   myndighed, der kan meddele tilladelse til den ændrede   vandindvinding. 

Stk.2. En tilladelse til vandindvinding kan også   udnyttes af fremtidige ejere af vedkommende ejendom, når formålet   med vandindvindingen ikke ændres væsentligt. Overdragelse af en   vandindvindingstilladelse, der tjener til almen vandforsyning, kræver   dog ny tilladelse, medmindre overdragelse sker til det offentlige eller til   et andelsselskab eller interessentskab af forbrugere. 

§34. En tilladelse til vandindvinding kan   ændres eller tilbagekaldes uden erstatning, hvis tilladelsen er givet   på grundlag af urigtige oplysninger af væsentlig betydning, eller   hvis vilkårene for tilladelsen tilsidesættes. 

§35. En tilladelse til vandindvinding kan   tilbagekaldes uden erstatning, når indvinding ikke er sket inden for et   sammenhængende tidsrum af 5 år. 

§36. Medfører bortfaldet af en tilladelse   til indvinding, at en vandforsyningsbrønd eller -boring bliver   overflødig, eller har ejendommen samtidig en anden vandforsyning, som   i det væsentlige kan erstatte forsyningen fra brønden eller   boringen, kan kommunalbestyrelsen eller amtsrådet påbyde, at   brønden tilkastes eller boringen lukkes. Miljø- og   energiministeren kan give regler om fremgangsmåden ved tilkastning og   lukning. 

Kapitel 7 

Ekspropriation og aftaler om fast ejendom   

§37. Til fordel for et offentligt   vandforsyningsanlæg og for et privat alment vandforsyningsanlæg   kan der, når almenvellet kræver det, og når der er givet   tilladelse til anlægget, ved ekspropriation 

1)                   erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er   fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil, 

2)                   endeligt eller midlertidigt pålægges   indskrænkninger i ejernes rådighed eller erhverves ret til at   udøve en særlig råden over faste ejendomme, herunder til   at udføre prøveboringer og prøvepumpninger, 

3)                   endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af   eller foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder   samt andre rettigheder over faste ejendomme, 

4)                   endeligt eller midlertidigt pålægges   indskrænkninger i eller foretages ophævelse af rettigheder til   benyttelse af overfladevand, når benyttelsen hviler på   særlig adkomst. 

Stk.2. Ved ekspropriation efter stk.1, nr. 1,   bortfalder alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet   bestemmes i det enkelte tilfælde. Ved ekspropriation efter stk.1,   nr. 2, skal rettigheder over fast ejendom, der stiftes ved ekspropriationen,   respekteres af indehaveren af alle rettigheder over ejendommen, medmindre   andet bestemmes i det enkelte tilfælde. 

§38. Til fordel for et privat ikke alment   vandforsyningsanlæg kan der, når almenvellet kræver det, og   der er givet tilladelse til anlægget, ved ekspropriation   pålægges faste ejendomme rådighedsindskrænkninger med   henblik på ledningsføring. Bestemmelsen i §37,   stk.2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. 

§39. Staten, amtskommunerne og kommunerne kan   på fremmed grund lade foretage alle opmålinger, nivellementer,   pejlinger og andre tekniske forarbejder og undersøgelser, som er   nødvendige for udarbejdelsen af planer for vandforsyningsanlæg   eller for beskyttelsen af vandet mod forurening. Bestemmelsen omfatter dog   ikke boring efter vand. 

Stk.2. Samme ret tilkommer efter fornøden   sikkerhedsstillelse og efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen private   almene vandforsyningsanlæg. 

Stk.3. Mindst to uger forud skal der gives skriftlig   meddelelse til ejere og brugere af vedkommende ejendom eller, hvis dette ikke   er muligt, ske offentliggørelse i et eller flere af de lokale   blade. 

Stk.4. De skader og ulemper, der forvoldes ved   foranstaltningerne, skal erstattes, eventuelt i forbindelse med en   efterfølgende ekspropriation. I mangel af enighed fastsættes   erstatningen af landvæsensretten. 

§40. Beslutningen om ekspropriation træffes   af kommunalbestyrelsen. 

Stk.2. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at   beslutning om ekspropriation træffes af amtsrådet efter   forhandling med de berørte kommunalbestyrelser.  

Stk.3. Lov om offentlige veje §§47-49 finder   tilsvarende anvendelse. 

§41. Skal der til fordel for samme anlæg   samtidig ske ekspropriation i flere amtskommuner, kan miljø- og   energiministeren bestemme, at ekspropriationen skal ske efter reglerne i lov   om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast   ejendom. 

§42. Erstatning for ekspropriation   fastsættes efter lovgivningens almindelige regler. 

Stk.2. For ekspropriationer efter §40 finder lov om   offentlige veje §51, stk.3-6, og §§63-64 tilsvarende   anvendelse. I mangel af enighed fastsættes erstatningerne af   landvæsensretten. Såfremt aftale om erstatningens   størrelse ikke er opnået inden 8 uger efter, at beslutningen om   ekspropriation er truffet, eller, hvis denne er påklaget, inden 4 uger   efter den endelige afgørelse, påhviler det den, til hvis fordel   ekspropriationen er sket, at indbringe erstatningsspørgsmålet   for landvæsenskommissionen. 

§43. Træffes der i stedet for   ekspropriation en aftale om erhvervelse af ret over fast ejendom, kan aftalen   tinglyses på vedkommende ejendom med prioritet forud for alle   rettigheder i ejendommen. 

Stk.2. Med hensyn til udbetalingen af det aftalte   beløb finder §64 i lov om offentlige veje tilsvarende   anvendelse. 

§44. Ministeren for fødevarer, landbrug og   fiskeri, henholdsvis justitsministeren, kan fastsætte regler om   fremgangsmåden ved matrikulære, henholdsvis   tinglysningsmæssige, berigtigelser, der foranlediges af   ekspropriationer, der er omfattet af denne lov, eller af aftaler efter   §43. 

Kapitel 8 

Forsyningspligt m.v.   

§45. Almene vandforsyningsanlæg er   forpligtet til på rimelige vilkår at overtage forsyningen af   samtlige ejendomme inden for anlæggets naturlige   forsyningsområde. Amtsrådet kan pålægge andre   vandforsyningsanlæg, der allerede forsyner flere ejendomme, at forsyne   yderligere ejendomme inden for samme bebyggelse. 

Stk.2. Uoverensstemmelser om omfanget af og vilkårene   for forsyningspligten afgøres af amtsrådet. Bestemmelsen i   §29, stk.3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. 

Stk.3. Hvis det skønnes nødvendigt af hensyn   til den planmæssige udbygning af vandforsyningen og en   hensigtsmæssig anvendelse af de eksisterende vandforekomster, kan   amtsrådet foretage ændringer i eller sammenlægning af   forsyningsområder for almene vandforsyningsanlæg. 

§46. Amtsrådet kan, hvis det skønnes   nødvendigt, pålægge et kommunalt alment   vandforsyningsanlæg leveringspligt til bestemte områder. 

Stk.2. Ved pålæg til en kommune om levering til   områder uden for kommunen skal den leverende kommune i økonomisk   henseende holdes skadesløs i alle forhold vedrørende   leveringspligten, herunder for alle udgifter ved anskaffelse af de   anlæg m.v., der er nødvendige for leveringen, og udgifterne i   øvrigt ved fremskaffelse og levering af vandet, jf. §52 a. 

Stk.3. Opstår der i forbindelse med levering af vand   fra en kommunes vandforsyning til en anden kommunes vandforsyning uenighed om   leveringsprisen, afgøres spørgsmålet af   amtsrådet. 

§47. Hvis det skønnes nødvendigt   for at sikre en rimelig vandforsyning, kan amtsrådet   pålægge udbygning af allerede eksisterende almene   vandforsyningsanlæg og fastsætte vilkårene i denne   forbindelse. 

Stk.2. Hvis et privat alment vandforsyningsanlæg ikke   mener at kunne opfylde et pålæg om udbygning, kan det kræve   sig overtaget af kommunen. Vilkårene for overtagelsen fastsættes   i mangel af enighed af amtsrådet. 

§48. Hvis det skønnes nødvendigt   for at sikre en planmæssig udbygning af vandforsyningen og sikre en   hensigtsmæssig anvendelse, kortlægning, overvågning og   beskyttelse af de eksisterende vandforekomster til drikkevandsforsyning, kan   amtsrådet efter forhandling med de berørte kommuner og   vandforsyningsanlæg påbyde kommunalt samarbejde om   vandforsyningen og påbyde samarbejde mellem kommunale og private almene   vandforsyningsanlæg og mellem private almene   vandforsyningsanlæg. 

Stk.2. Vilkårene i forbindelse med samarbejdet   fastsættes i mangel af enighed mellem parterne af amtsrådet efter   forhandling med de berørte parter. 

Stk.3. Såfremt samarbejdet skal omfatte almene   vandforsyningsanlæg i flere amtskommuner, afgøres sagen af   amtsrådene i forening. Opnås der ikke enighed mellem   amtsrådene, afgøres sagen af miljø- og   energiministeren. 

Kapitel 9 

Forholdet mellem et alment vandforsyningsanlæg og   forbrugerne   

§49. Kan en ejendom forsynes med vand fra en   forsyningsledning, som et alment vandforsyningsanlæg har ført   forbi ejendommen, har ejendommens ejer ret til at få vand til   almindelig brug indlagt i ejendommen. 

§50. Vandindlæg i de enkelte ejendomme skal   udføres og benyttes på en sådan måde, at der ikke   opstår fare for forurening af vandet eller på anden måde   voldes ulemper. Ejendommens ejer skal lade foretage de foranstaltninger, som   anlægget i den anledning pålægger ham. 

Stk.2. Ejendommens ejer skal sørge for, at   vandindlægget holdes forsvarligt ved lige, og at enhver mangel snarest   bliver afhjulpet. 

§51. Vand fra et alment vandforsyningsanlæg   må, bortset fra brand eller andre nødstilfælde, ikke   benyttes til andet formål eller i større mængder end   tilladt af anlægget. Spild af vand ved mangelfuld lukning af vandhaner   eller ved anden uforsvarlig adfærd skal undgås. Vand, der er   forbrugt eller gået til spilde som nævnt ovenfor, kan forlanges   betalt af ejendommens ejer, således at vandmængden om   nødvendigt fastsættes efter anlæggets skøn. 

Stk.2. Den, der modtager vand fra et alment   vandforsyningsanlæg, kan ikke forlange erstatning for svigtende   levering som følge af utilfredsstillende trykforhold i   forsyningsledninger, mangler ved anlægget og disses afhjælpning   eller vedligeholdelsesarbejder vedrørende anlægget. 

§52. Almene vandforsyningsanlæg kan,   når anlæggets drift eller hensynet til vandforekomsterne   skønnes at gøre det nødvendigt, træffe bestemmelse   om indskrænkning af vandforbruget, herunder med hensyn til vanding af   haver i tørkeperioder. 

Stk.2. Amtsrådet kan pålægge almene   vandforsyningsanlæg at træffe sådan bestemmelse. 

§52 a. Ved levering af vand fra et alment   vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter   til indvinding og distribution af vand, lønninger og andre   driftsomkostninger, administration, driftsmæssige afskrivninger,   forrentning af fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder   opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af   forsyningssystemerne og henlæggelser til nyinvesteringer. Desuden kan   et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter til rådgivning af   sine kunder om vandbesparelser, finansiering af vandbesparende   foranstaltninger samt deltagelse i vandværkssamarbejder og lignende.   Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og   beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i   fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan   supplerende overvågning og beskyttelse ud over den offentlige   kortlægning, overvågning og beskyttelse er nødvendig eller   hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget. Der kan endvidere   indregnes udgifter til dækning af gebyrer, jf. § 52 c. 

Stk.2. Stk.1 omfatter også prisfastsættelse   for salg af vand mellem almene vandforsyningsanlæg. 

Stk.3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte   nærmere regler om prisfastsættelsen efter stk.1, herunder   regler om forrentning af indskudskapital. 

§52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan   etablere et samarbejde med henblik på samlet varetagelse af og   fordeling af udgifterne til kortlægning, overvågning og   beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i §52 a og andre   aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe   forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse   vandressourcer. 

Stk.2. Vilkårene for et samarbejde efter stk.1   aftales af de deltagende parter, jf. dog stk.3, §48, stk.2,   og §53. Det kan herunder aftales, at samarbejdet skal overtage alle   eller visse af de beføjelser, som ejeren af hvert enkelt   vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse af   opkrævning af bidrag som nævnt i §53. 

Stk.3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte   nærmere regler for samarbejder efter stk.1, herunder om   samarbejdernes form og vilkår. 

§52 c. Amtsrådet kan fastsætte   gebyrer til dækning af afholdte udgifter til 

1)                   kortlægning i områder med særlige   drikkevandsinteresser og af indvindingsoplande til almene   vandforsyningsanlæg uden for disse, til afgrænsning af hvilke   typer forurening de er følsomme over for, 

2)                   udarbejdelse af indsatsplaner for områder, som amtsrådet   har udpeget som indsatsområder, 

3)                   varetagelse af opgaver ved at oprette og lede et koordinationsforum,   jf. § 12, og 

4)                   amtsrådets administration forbundet med opkrævning af   gebyrer. 

Stk.2. Der kan opkræves et samlet gebyr til   dækning af de udgifter, der er omfattet af stk.1. 

Stk.3. Gebyrer fastsættes forholdsmæssigt i   forhold til den tilladte indvindingsmængde meddelt efter §20 for   tilladelser meddelt til indvinding af grundvand. For tilladelser til   indvinding af vand til brug i jordbrugs- og dambrugserhvervet samt til   industriformål fastsættes gebyrer forholdsmæssigt i forhold   til en tredjedel af den tilladte indvindingsmængde. 

Stk.4. For indvindinger af grundvand omfattet af §20,   men som ikke kræver tilladelse, jf. §86, fastsættes gebyrer   på baggrund af den beregnede gennemsnitlige indvinding. 

Stk.5. Gebyrer som nævnt i stk.1 og 2   påhviler den, der har indvindingsretten og tilfalder   amtsrådet. 

Stk.6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte   nærmere regler om, at der skal betales rente ved manglende eller for   sen betaling af gebyrer opkrævet i henhold til denne lov. Sker betaling   ikke rettidigt, skal der fra sidste rettidige indbetalingsdag for hver   påbegyndt måned betales 1,3% i rente, dog mindst 50 kr.Ť. 

§53. Kommunalbestyrelsen fastsætter   anlægs- og driftsbidrag ved levering af vand fra den kommunale   vandforsyning. Anlægs- og driftsbidrag til andre almene   vandforsyningsanlæg skal godkendes af kommunalbestyrelsen i den   kommune, hvor vandet forbruges, efter indstilling fra anlæggets ejer.   For private almene vandforsyningsanlæg kan kommunalbestyrelsen   træffe bestemmelse om forhøjelse af visse former for bidrag,   hvis forhøjelsen er en nødvendig følge af, at   kommunalbestyrelsen har nægtet at godkende forhøjelsen af andre   former for bidrag. 

Stk.2. Såfremt et samarbejde etableret efter §48   eller §52 b omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner,   fastsættes eller godkendes anlægs- og driftsbidrag af   kommunalbestyrelserne i forening. Opnås der ikke enighed mellem   kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af miljø- og   energiministeren. 

Stk.3. Når en ny forsyningsledning til kommunal   vandforsyning etableres, kan der pålægges grundejere, til hvis   ejendomme der kan leveres vand til almindelig brug, bidrag til   ledningsanlægget og til eventuel stikledning og stophane. For andre   almene vandforsyningsanlæg kan kommunalbestyrelsen godkende, at der   pålægges sådanne bidrag. 

Stk.4. Ministeren fastsætter nærmere regler om   adgangen til at pålægge bidrag efter stk.3, herunder om at   grundejerne under nærmere betingelser kan opnå midlertidig   fritagelse for betaling af bidrag. 

Stk.5. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om   indberetning vedrørende vandpriser. 

§53 a. Kommunalbestyrelsen kan til fremme af en   hensigtsmæssig vandforsyningsstruktur yde støtte til etablering,   udbygning, hovedistandsættelse og sammenlægning af private almene   vandforsyningsanlæg. 

Stk.2. Kommunalbestyrelsen kan, når særlige   forhold taler for det, yde støtte til driften af et privat alment   vandforsyningsanlæg. 

Stk.3. Amtsrådet kan, når arbejdet tjener til at   fremme væsentlige regionale interesser, yde støtte til   etablering, udbygning, hovedistandsættelse og sammenlægning af   almene vandforsyningsanlæg. 

Stk.4. Støtte efter stk.1-3 kan ydes på   betingelser, herunder at vandforsyningsanlæggets takstsystem og   regnskab tilrettelægges på en nærmere angivet   måde. 

§54. Bidrag efter §53, stk.1-3, til   offentlige almene vandforsyningsanlæg og forskudsvis afholdte udgifter   vedrørende en ejendoms vandindlæg påhviler den, der har   tinglyst adkomst på vedkommende ejendom, jf. dog §55,   stk.7, og beløbene har samme fortrinsret i ejendommen som   offentlige skatter og afgifter. For beløbene er der   udpantningsret. 

§55. For ethvert alment vandforsyningsanlæg   skal der udfærdiges et regulativ, som skal indeholde nærmere   regler om retten til forsyning fra forsyningsledningerne, herunder om   forbruget skal måles ved vandmålere, og om grundejernes   forpligtigelser med hensyn til vandindlæg. Regulativet kan endvidere   indeholde andre bestemmelser af almindelig betydning for   vandforsyningen. 

Stk.2. For kommunale vandforsyningsanlæg   udfærdiges regulativet af kommunalbestyrelsen. Regulativet skal   stadfæstes af miljø- og energiministeren. 

Stk.3. For almene vandforsyningsanlæg, der   forestås af staten, udfærdiges regulativet af vedkommende   minister. 

Stk.4. For andre almene vandforsyningsanlæg skal   regulativet udfærdiges af kommunalbestyrelsen efter forudgående   forhandling med anlæggets ejer. Regulativet for anlæg, der ejes   af et andelsselskab eller interessentskab, kan indeholde bestemmelser om   forbrugernes medlemskab. 

Stk.5. Miljø- og energiministeren kan udarbejde   normalregulativer. 

Stk.6. Miljø- og energiministeren fastsætter   nærmere regler om indførelse af vandmålere og betaling   efter faktisk vandforbrug. 

Stk.7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte   regler om, at betaling for vand efter målt forbrug skal ske direkte   mellem forbruger og vandforsyning, uanset om forbrugeren er lejer,   andelshaver eller ejer, hvor det er teknisk gennemførligt. Ministeren   kan i den forbindelse fastsætte regler om depositum og om virkningerne   af manglende betaling samt om hæftelse for bidrag, jf. §53,   stk.1. 

Kapitel 10 

Tilsyn m.v.   

§56. Miljø- og energiministeren kan   fastsætte regler om indretningen, placeringen og vedligeholdelsen af   vandindvindingsanlæg, om forsyningsledninger og om   vandindlæg. 

§57. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med   indretningen og driften af vandforsyningsanlæg. 

Stk.2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte   regler om tilsynet, herunder om regelmæssigt tilsyn med visse grupper   af vandforsyningsanlæg. 

§58. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med   indvundne vandmængder. 

Stk.2. Et vandindvindingsanlæg skal være forsynet   med en anordning til måling af det indvundne vand. Den myndighed, som   kan meddele tilladelse til vandindvindingsanlægget, kan til enhver tid   bestemme måleanordningens art. 

Stk.3. Ejeren af et vandindvindingsanlæg skal   regelmæssigt kontrollere indvindingen, og skal hvert år   indberette årsindvindingen til kommunalbestyrelsen. Miljø- og   energiministeren kan give regler om registrering af de indvundne   vandmængder, herunder om gebyr til dækning af udgifterne ved   registreringen. 

Stk.4. Ministeren kan bestemme, at visse anlæg skal   være undtaget fra bestemmelserne i stk.2 og 3. 

§59. Miljø- og energiministeren kan   fastsætte regler om kvaliteten af grundvand og overfladevand, som   anvendes eller skal anvendes til vandindvindingsformål. 

Stk.2. Ministeren kan fastsætte regler om, hvilke   stoffer der må tilsættes vand, der anvendes til drikkevand, eller   som kan komme i berøring med levnedsmidler. 

Stk.3. Ministeren kan fastsætte regler om kvaliteten af   drikkevand eller vand, som kan komme i berøring med levnedsmidler. 

§59 a. Ejeren af et alment   vandforsyningsanlæg kan for at overvåge kvaliteten af de   vandressourcer, der indvindes fra, etablere overvågningsboringer i   indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele tilladelse til   vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen   fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne.   Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler   herom. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om etablering af   overvågningboringer for almene vandforsyningsanlæg med   eksisterende indvindingstilladelser. 

§60. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med   kvaliteten af vandet i vandforsyningssystemer, herunder de i §59 a   nævnte overvågningsboringer. 

Stk.2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte   regler om tilsynet, herunder om regelmæssige   laboratorieundersøgelser. 

Stk.3. Udgifterne ved den regelmæssige kontrol af   vandet i et vandforsyningssystem afholdes af ejeren af   vandforsyningsanlægget. I tilfælde, hvor det må antages, at   en virksomhed, der ligger inden for vandforsyningsanlæggets opland,   medfører en særlig fare for forurening af vandet, kan   kommunalbestyrelsen dog pålægge virksomheden at afholde   udgifterne ved et udvidet tilsyn. 

§61. I de planer for områdets dækning   med laboratorieenheder, som amtsrådet udarbejder i henhold til lov om   levnedsmidler m.m., optages på grundlag af forslag fra   kommunalbestyrelserne bestemmelser om, i hvilket omfang disse   laboratorieenheder skal varetage laboratorieopgaver vedrørende   vandforsyningen til brug for kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes   administration af opgaver efter denne lov. 

Stk.2. Miljø- og energiministeren kan meddele private   laboratorier autorisation til varetagelse af nærmere angivne   laboratorieopgaver i henhold til denne lov. Laboratorier, der er   autoriserede, skal benytte de takster, metoder og arbejdsforskrifter, der er   fastsat af ministeren. Ministeren kan fastsætte regler for   autorisationsordningen. 

§62. Opfylder vandet i et vandforsyningssystem   ikke de kvalitetskrav, som er fastsat, kan kommunalbestyrelsen give   påbud om, at anlæggets drift skal ophøre midlertidigt   eller for bestandigt, eller om andre forholdsregler, herunder at forbrugerne   skal træffe sikkerhedsforanstaltninger. Tilsvarende gælder, hvis   der efter kommunalbestyrelsens skøn er nærliggende fare for, at   vandet i et vandforsyningsanlæg kan blive sundhedsfarligt. 

Stk.2. Er vandet sundhedsfarligt, skal kommunalbestyrelsen   beslutte, om der bør træffes foranstaltninger efter   stk.1. 

Stk.3. I forbindelse med behandlingen af sager, der i   øvrigt skal afgøres af amtsrådet, kan amtsrådet   overtage kommunalbestyrelsens adgang til at give påbud efter   stk.1 og 2. 

§63. Kommunalbestyrelsen underretter   amtsrådet om resultaterne af tilsynet og om de foranstaltninger,   tilsynet har givet anledning til. 

Stk.2. Amtsrådet kan pålægge   kommunalbestyrelserne at tage spørgsmål vedrørende tilsyn   med vandforsyning op til behandling og beslutning. 

§64. Kommunalbestyrelsen, amtsrådet,   Miljøstyrelsen eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget   til at foretage undersøgelser, samt vedkommende   embedslægeinstitution har uden retskendelse mod forevisning af   legitimation adgang til offentlige og private ejendomme for at tilvejebringe   oplysninger til brug for beslutninger i henhold til loven eller regler   udfærdiget med hjemmel i loven. 

Stk.2. Politiet yder bistand hertil efter regler, der   fastsættes efter forhandling mellem miljøministeren og   justitsministeren. 

Kapitel 11 

Forskellige bestemmelser   

§65. Kommunalbestyrelsen påser, at loven og   de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes. 

Stk.2. Kommunalbestyrelsen påser, at påbud og   forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes. 

Stk.3. Bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på et   ulovligt forhold, skal den foranledige det ulovlige forhold bragt til   ophør, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet   betydning. 

Stk.4. Er et påbud eller forbud ikke efterkommet inden   den fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen lade foranstaltningen   udføre for den ansvarliges regning. 

§66. Det påhviler den til enhver tid   værende ejer af et privat alment vandforsyningsanlæg at berigtige   et ulovligt forhold. 

Stk.2. Efterkommer ejeren ikke et af kommunalbestyrelsen   meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold, kan det ved dom   pålægges ham inden en fastsat tidsfrist under tvang af   fortløbende bøder at berigtige forholdet. 

Stk.3. Når et ved dom meddelt påbud om at   berigtige et ulovligt forhold ikke efterkommes rettidigt, og inddrivelse af   tvangsbøder ikke kan antages at føre til, at påbudet   efterkommes, kan kommunalbestyrelsen foretage det nødvendige til   forholdets berigtigelse på ejerens bekostning. 

§67. Ejeren af vandforsyningsanlæg skal   efter anmodning fra kommunalbestyrelsen, amtsrådet eller   Miljøstyrelsen give alle oplysninger, herunder om økonomiske og   regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vandforsyningen. 

§68. (Ophævet). 

§69. Den, der forestår udførelsen af   en boring efter vand, skal inden 3 måneder efter udførelsen af   boringen til Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse   indsende meddelelse om boringens beliggenhed og dens indretning i   hovedtræk, de forefundne jordlag, vandstanden, kopi af fysisk/ kemiske   og mikrobiologiske undersøgelsesresultater og resultatet af afholdte   prøvepumpninger samt prøver af de gennemborede jordlag. 

Stk.2. Miljø- og energiministeren kan give regler for   udførelse af boringer, herunder hvorledes undersøgelser og   prøveudtagning efter stk.1 skal foretages. 

Stk.3. Den, der erhvervsmæssigt udfører en   grundvandsundersøgelse og udarbejder en redegørelse om   undersøgelsen, skal inden 3 måneder efter afgivelsen af   redegørelsen indsende et eksemplar med tilhørende bilag til det   pågældende amtsråd, Danmarks  og Grønlands   Geologiske Undersøgelse og Miljøstyrelsen. 

§69 a. Miljø- og energiministeren kan   fastsætte regler om, at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal   give meddelelse, hvis en indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis   boringen lukkes, samt om årsagen hertil. 

§70. Miljø- og energiministeren kan   bestemme, at amtsrådet skal føre register over de   indvindingstilladelser, som er meddelt inden for amtskommunen af en   landvæsensret, amtsrådet eller en kommunalbestyrelse. 

§71. Enhver, der har retlig interesse heri, har   adgang til at gøre sig bekendt med de undersøgelser og   målinger, som er udført af vandforsyningsanlæg til   bedømmelse af anlæggets indvirkning på grundvandsstanden,   vandføringen i vandløb eller vandstanden i søer   m.v. 

Kapitel 12 

Afgørelser i vandforsyningssager   

§72. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets   afgørelser meddeles skriftligt til den pågældende.   Når særlige grunde foreligger, kan påbud og forbud   foreløbigt meddeles mundtligt. 

Stk.2. Underretning om afgørelsen meddeles samtidig   skriftligt til embedslægeinstitutionen og andre berørte   myndigheder. Endvidere underrettes skriftligt privatpersoner, som må   antages at have en individuel, væsentlig interesse i at få   kundskab om beslutningen, samt organisationer, som må antages at   være klageberettigede efter §80, stk.2. Underretning til de   nævnte privatpersoner og organisationer kan eventuelt finde sted ved   offentlig annoncering. 

Stk.3. Uanset bestemmelsen i stk.2, 3. pkt., skal   organisationer, som må antages at være klageberettiget efter   §80, stk.2, have skriftlig underretning om amtsrådets   afgørelser. 

Stk.4. Såfremt afgørelsen strider mod de af   amtsrådet vedtagne målsætninger m.v., jf. §17,   stk.1, 2. pkt., skal afgørelsen indeholde oplysninger om   dette. 

§73. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets   afgørelser skal indeholde oplysning om klagemyndighed og   klagefrist. 

Stk.2. Omfatter afgørelsen et påbud eller   forbud, skal der være fastsat en frist for afgørelsens   efterkommelse. I de tilfælde, hvor øjeblikkelig indgriben er   nødvendig, kan det dog bestemmes, at afgørelsen skal   efterkommes straks. 

§74. Inden der træffes afgørelse om   påbud eller forbud, skal adressaten for disse beslutninger skriftligt   underrettes om sagen og gøres bekendt med sin adgang til aktindsigt og   til at udtale sig efter lov om offentlighed i forvaltningen. Adressaten   bør i denne forbindelse opfordres til at bidrage med oplysninger, der   kan belyse omkostninger, fordele og ulemper ved beslutningen. 

Stk.2. Underretning som nævnt i stk.1 kan   undlades, hvis øjeblikkelig afgørelse er påkrævet,   eller hvis underretning må anses for åbenbart   unødvendig. 

§74 a. Bestemmelserne i §73, stk.2,   og §74, stk.1, finder ikke anvendelse på meddelelse om   standsning af virksomhed, som er påbegyndt uden fornøden   tilladelse, eller meddelelse om at efterkomme en tidligere truffet   afgørelse. 

§74 b. Miljø- og energiministeren kan   på eget initiativ tage en afgørelse, der er truffet af   kommunalbestyrelsen eller et amtsråd, op til nærmere   underrsøgelse og afgørelse. Det samme gælder for   afgørelser, der er truffet af Miljøstyrelsen, og som ikke kan   påklages til Miljøklagenævnet, jf. §81. Ministeren   kan bestemme, at en afgørelse, som i øvrigt skulle have   været truffet af Miljøstyrelsen efter §75, træffes   af ministeren. 

Kapitel 13 

Klage   

§75. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets   afgørelser kan påklages til Miljøstyrelsen, jf. dog   §76. 

§76. Følgende afgørelser kan dog   ikke indbringes for højere administrativ myndighed: 

1)                   Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter   kapitel 3. 

2)                   Fastsættelse af leveringsvilkår efter §29 og   §45, stk.2. 

3)                   Afgørelser om sløjfning af vandforsyningsanlæg   efter §36. 

4)                   Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter   kapitel 9, bortset fra kommunalbestyrelsernes afgørelser efter   §55, stk.2 og 4. 

§77. Klagefristen er 4 uger fra den dag,   afgørelsen er meddelt den pågældende. I tilfælde,   hvor offentlig annoncering har fundet sted, regnes klagefristen fra   offentliggørelsen, uanset tidspunktet for eventuel individuel   underretning, jf. §72. 

§78. En klage har opsættende virkning for   et påbud eller forbud, indtil klagemyndighedens afgørelse   foreligger eller klagemyndigheden bestemmer andet. 

Stk.2. Den myndighed, der træffer afgørelse om   påbud eller forbud, kan dog, når særlige grunde taler   herfor, samtidig med påbudet eller forbudet bestemme, at dette skal   efterkommes uanset klage. Uanset om denne beslutning påklages, skal   påbudet eller forbudet efterkommes, indtil klagemyndigheden bestemmer   andet. 

Stk.3. Såfremt udnyttelsen af en tilladelse   forudsætter udførelse af bygge- og anlægsarbejder,   må sådanne arbejder ikke påbegyndes før   klagefristens udløb. Hvis tilladelsen er påklaget før   klagefristens udløb, må bygge- og anlægsarbejder ikke   påbegyndes, før klagemyndighedens afgørelse foreligger,   jf. dog stk.4 og 5. Den myndighed, som har truffet afgørelsen,   skal straks give den, der har fået tilladelsen, underretning om, at   afgørelsen er påklaget. 

Stk.4. Uanset bestemmelsen i stk.3 kan klagemyndigheden   under behandlingen af en klagesag, når særlige   omstændigheder taler herfor, og såfremt det i øvrigt   skønnes ubetænkeligt, på begæring meddele tilladelse   til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder. Klagemyndighedens   afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ   myndighed. 

Stk.5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte   regler om, at stk.3 og 4 ikke finder anvendelse på visse arter af   bygge- og anlægsarbejder. 

Stk.6. Bestemmelserne i stk.4 og 5 indebærer   ingen begrænsning i klagemyndighedens adgang til at ændre eller   ophæve en påklaget tilladelse. 

§79. Klage indgives til den myndighed, der har   truffet afgørelsen. Denne sender klagen til klagemyndigheden ledsaget   af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse. 

§80. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets   afgørelser kan påklages af 

1)                   afgørelsens adressat, 

2)                   embedslægeinstitutionen og 

3)                   enhver, der må antages at have individuel, væsentlig   interesse i sagens udfald. 

Stk.2. Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks   Sportsfiskerforbund og Forbrugerrådet kan påklage   afgørelser efter §20 om tilladelse til vandindvinding,   afgørelser efter §21, jf. §20, om tilladelse til   vandindvindingsanlæg og afgørelser efter §32 om   tilbagekaldelse af vandindvindingstilladelser. 

Stk.3. Amtsrådet kan påklage kommunalbestyrelsens   afgørelser. Kommunalbestyrelsen kan påklage amtsrådets   afgørelser. 

§81. Til Miljøklagenævnet kan   påklages følgende afgørelser fra Miljøstyrelsen og   miljø- og energiministeren: 

1)                   Afgørelser efter §20 om tilladelse til vandindvinding,   som i det væsentlige tjener til vandforsyning af en   erhvervsvirksomhed. 

2)                   Afgørelser efter §21, jf. §20, om tilladelse til   vandindvindingsanlæg for indvindinger, der omfattes af nr. 1. 

3)                   Afgørelser efter §29 og §32, stk.2 og 3, om   ændring eller tilbagekaldelse af vandindvindingstilladelse, der   omfattes af nr. 1. 

§82. Klage indgives til   Miljøklagenævnet. 

Stk.2. Klagefristen til Miljøklagenævnet er 4   uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den   pågældende. 

Stk.3. En klage har opsættende virkning for et   påbud eller forbud, medmindre nævnet bestemmer andet. 

§83. Klage til Miljøklagenævnet kan   indgives af 

1)                   afgørelsens adressat, 

2)                   enhver, der må antages at have en individuel, væsentlig   interesse i sagens udfald, og 

3)                   amtsrådet eller kommunalbestyrelsen. 

Stk.2. Organisationer, der er klageberettigede efter   §80, stk.2, har i sager efter §81 samme klageadgang som til   Miljøstyrelsen. 

Kapitel 14 

Straffebestemmelser og ikrafttræden   

§84. Medmindre højere straf er forskyldt   efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den,   der 

1)                   overtræder §§14 a, stk.4, §18, stk.1,   §26, stk.1, §33, stk.1, §50, §51,   stk.1, eller §78, stk.3, 1. og 2. pkt., 

2)                   undlader at indhente tilladelse efter §21 eller §25,   stk.1 og 3, 

3)                   tilsidesætter vilkår for en tilladelse efter loven, 

4)                   undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven,   herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold, eller påbud   eller forbud, som omfattes af §87, 

5)                   undlader at meddele oplysninger efter §58, stk.3,   §67 eller §69, stk.1 og 3, 

6)                   modvirker adgang til en ejendom i strid med §39 eller   §64, 

7)                   forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger   afmærkninger, som foretages i forbindelse med arbejder og   undersøgelser efter §39. 

Stk.2. I regler, der udfærdiges eller stadfæstes   af miljø- og energiministeren i henhold til loven, kan der   fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne. 

Stk.3. Er en af de i stk.1 og 2 nævnte   lovovertrædelser begået af et aktieselskab, anpartsselskab,   andelsselskab eller lignende, kan der pålægges virksomheden som   sådan bødeansvar. 

§85. Tidspunktet for lovens ikrafttræden   fastsættes af miljøministeren. 

Stk.2. Fra lovens ikrafttræden ophæves lov om   vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 524 af 26. september 1973 som   ændret ved lov nr. 288 af 26. juni 1975 og lov nr. 545 af 17. november   1976. ¹⁾    

§86. Vandindvindingsrettigheder, der er givet   eller fastsat i medfør af lov nr. 54 af 31. marts 1926 om   vandforsyningsanlæg eller lov nr. 169 af 18. april 1969 om   vandforsyning, jf. lov nr. 373 af 13. juni 1973, er fortsat gyldige. Det   samme gælder vandindvindingsrettigheder, der er givet i medfør   af vandløbslovgivningen. 

Stk.2. Vandindvinding, der foregår ved lovens   ikrafttræden, og hvortil der efter den hidtidige lovgivning ikke har   været krævet tilladelse, er fortsat lovlig. For anlæg, som   efter deres art omfattes af §19, er det dog en forudsætning, at   grænserne i §19 på 3000 eller 6000 m³  vand   årligt ikke overskrides. For andre anlæg er det en   forudsætning, at indvindingens omfang ikke forøges   væsentligt. 

Stk.3. Bortledning m.v. af grundvand, der ville kræve   tilladelse efter loven, er lovlig uden sådan tilladelse, hvis det   pågældende anlæg er påbegyndt inden lovens   ikrafttræden. Såfremt der ved sådanne anlæg   fremkommer eller er udsigt til skader som følge af en ændring af   grundvandsstanden, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om   afhjælpende foranstaltninger. 

Stk.4. Rettigheder efter stk.1-3 gælder, for   så vidt de ikke i forvejen er yderligere begrænset, kun for et   tidsrum af 30 år fra lovens ikrafttræden. For rettigheder til   indvinding af vand til vanding af landbrugsafgrøder og til dambrug er   gyldighedsperioden dog med hensyn til grundvand højst 15 år og   med hensyn til overfladevand højst 10 år efter lovens   ikrafttræden. For dambrug, der er oprettet før 1. oktober 1974,   er gyldighedsperioden med hensyn til overfladevand dog 25 år. 

Stk.5. Bestemmelserne i lovens §26, stk.3, og   §§29-36 og 46-68 finder tilsvarende anvendelse på rettigheder   efter stk.1-3. 

§87. Påbud, forbud, forlig og andre   overenskomster, der er lovligt givet eller indgået efter den tidligere   lovgivning, bevarer deres gyldighed. 

Stk.2. Aftaler truffet i henhold til lov af 30. november 1857   angående staden Københavns og dens grunds forsyning med vand fra   de nye vandværker, jf. lov nr. 14 af 28. januar 1876, bevarer deres   gyldighed, medmindre andet følger af vandforsyningsanlæggets   regulativ. 

§88. Bestemmelserne i §10, 1. pkt., i lov   af 30. november 1857 angående staden Københavns og dens grunds   forsyning med vand fra de nye vandværker, §§2-4 i lov af 30.   november 1857 om beskyttelse af de til Københavns vandvæsen   henhørende værker, anlæg og beholdere m.v. og §§1-3   i lov nr. 60 af 24. april 1896 om beskyttelse af vandforsyningsanlæg er   fortsat gældende for de ledninger, værker m.v., som bestod den 1.   april 1970, og som da var omfattet af disse love. 

§89. Hvis en landvæsensret ved lovens   ikrafttræden behandler en sag om tilladelse til indvinding af   overfladevand til vanding eller dambrug, færdigbehandler retten sagen   efter de hidtil gældende regler. Det samme gælder sager, der er   afgjort af en landvæsenskommission før lovens   ikrafttræden, men som ankes efter dette tidspunkt. 

Stk.2. Sager, der i medfør af stk.1, 1. pkt.,   afgøres af en landvæsenskommission efter lovens   ikrafttræden, kan i overensstemmelse med de hidtil gældende   regler indankes for en overlandvæsenskommission. 

Stk.3. Miljø- og energiministeren kan bestemme, at   behandlingen af enkelte af de i stk.1 og 2 nævnte sager eller   grupper af sådanne skal overgå til ham, Miljøstyrelsen,   hovedstadsrådet eller amtsrådet. 

§89 a. Miljø- og energiministeren kan   bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende   institution til at udøve de beføjelser, der i denne lov er   tillagt ministeren. 

Stk.2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til   at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse   efter stk.1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes   for ministeren.  

§90. Loven gælder ikke for   Færøerne og Grønland. 

 

Lov nr. 255 af 6. juni 1985 om ændring af lov om   vandforsyning m.v., der angår §§14, 17, 29, 32, 37, 38, 45, 53,   53 a, 62, 72, 73, 74, 74 b, 75, 76, 77, 80, 81, 83 og 84, indeholder   følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser: 

§2   

Loven træder i kraft den 1. juli 1985. 

§3   

Stk.1. Sager, der inden den 1. juli 1985 er indbragt for   miljø- og energiministeren efter §75, stk.2, i lov nr. 299   af 8. juni 1978 om vandforsyning m.v., færdigbehandles efter de hidtil   gældende regler. 

Stk.2. Afgørelser, der er omfattet af   vandforsyningslovens §76, nr. 1 eller 2, som affattet ved denne lovs   §1, nr. 18, og som er meddelt inden den 1. juli 1985, kan   påklages til Miljøstyrelsen efter vandforsyningslovens   §75. 

 

Lov nr. 355 af 13. maj 1987 om ændring af   forskellige miljø- og planlægningslove §2 angår   §6, §10, §11, §13, §14, stk. 3-4, §14 a,   §16, §17, §72, stk.3 og 4, §80, stk.2 og   §84, stk.1, nr. 1 har følgende   ikrafttrædelsesbestemmelser: 

§7   

Miljøministeren fastsætter bestemmelser om lovens   ikrafttræden.²⁾    

 

Lov nr. 192 af 29. marts 1989 om ændring af   forskellige love i forbindelse med nedlæggelse af Hovedstadsrådet   §20 angår §5, §7, §9, stk.2, §12,   §80, stk.1 og 3 og §83 stk.1 har følgende   ikrafttrædelsesbestemmelse: 

§32   

Loven træder i kraft den 1. januar 1990. §10   træder dog i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. 

 

Lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse   §114 angår §74 b, §81, §82 og §83 har   følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: 

§112   

Loven træder i kraft den 1. januar 1992. §53 træder dog   i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. 

 

Lov nr. 388 af 20. maj 1992 om ændring af lov om   betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. §2 angår   §55, stk.6 har følgende   ikrafttrædelsesbestemmelse: 

§3   

Loven træder i kraft den 1. juli 1992 og finder anvendelse på   alle betalingsvedtægter fra den 1. januar 1993. 

 

Lov nr. 402 af 14. juni 1995 om ændring af   vandløbsloven og vandforsyningsloven §2 angår §22,   stk.4, 3. pkt. har følgende   ikrafttrædelsesbestemmelse: 

§3   

Loven træder i kraft den 1. juli 1995. 

 

Lov nr. 430 af 10. juni 1997 om ændring af lov om   vandforsyning m.v. (etablering af direkte kundeforhold mellem forbruger og   vandforsyning) angår §54 og §55, stk.7 har   følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: 

§2   

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i   Lovtidende.³⁾    

 

Lov nr. 479 af 1. juli 1998 om ændring af lov om   vandforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om   planlægning (Beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning   §1 angår §1, nr. 1, §10, §§11- 13d, §14   a, §15, stk.1, §16, stk.1 og stk.3, §46,   stk.2, §48, stk.1 og stk.2, §52 a, §52 b,   §53, §54, §59 a, §60, stk.1, §69 a,   §76, nr. 1 og §89 a har følgende   ikrafttrædelsesbestemmelse.⁴⁾    

§4   

Loven træder i kraft den 1. august 1998. 

 

Lov nr. 1025 af 23. december 1998 om ændring af lov   om vandforsyning m.v. (gebyrer) § 1 angår § 52 a, stk. 1 og § 52 c. 

§ 2   

Loven træder i kraft den 1. februar 1999. 

 

 

Miljø- og Energiministeriet, den 26. februar   1999 

Svend Auken 

/Jesper Hermansen 

 

 

 

¹⁾    Loven trådte i kraft den 1.   januar 1980 

²⁾    Loven trådte i kraft den 1.   januar 1989, jf. bekendtgørelse nr. 857 af 14. december 1988 

³⁾    Loven blev bekendtgjort i Lovtidende   den 11. juni 1997 

⁴⁾    Indeholder   bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 91/676/EØF   om beskyttelse af vand imod forurening forårsaget af nitrater fra   landbruget. 

 

 

 

Ifølge rettelseslisten til Lovtidende A, 1999: I titlen rettes "om lov om"   til "af lov om".